Det var såmænd bare det, jeg ville sige…
Offenliggjort 16 oktober, 2009
Jeg vil forud for kommunalvalget give min vision for Greve Kommune og bud på, hvad kommunen i den kommende valgperiode bør kaste sig over.
For at Greve Kommune fortsat kan være et godt sted at bo, er det vigtigt, at vi som medlemmer af Byrådet erkender, at vi primært skal koncentrere os om at løse de opgaver, som en kommune har ansvar for i lokalsamfundet.
Vi skal sørge for, at borgerne får fuld valuta for skattekronerne. Vi skal levere de kommunale kerneydelser og acceptere, at kommunen ikke behøver at sætte sit fingeraftryk på alt, hvad der foregår i lokalsamfundet.
Min vision for Greve Kommune er, at vi tilbyder borgerne gode daginstitutioner, gode skoler, gode plejehjem og en god ældreforsorg. Kommunen skal sørge for en god infrastruktur, og kommunen skal være inspirator og partner, når det gælder kultur, idræt og ikke mindst sundhed.
Vi har tidligere været kendt som en effektiv kommune med en rimelig skat og et godt serviceniveau. Greve Kommune skal igen i spidsen. Vi skal levere borgerne de ydelser, de har krav på til tiden i og høj kvalitet. Væk med ventelister. Væk med unødig bureaukrati. Lad os levere varen. Vi skal satse på dynamik over alt i kommunen. Vi skal sikre boligmiljøer af høj karat. Vi skal udvikle nye rekreative arealer og sikre dem, vi allerede har. Det var såmænd bare det, jeg ville sige.
Kirsten Stuckert, medlem af Byrådet og kandidat ved valget den 17. november.
Kommentarer