Et sundt nærdemokrati efter kommunalreformen
Offenliggjort 24 oktober, 2009
Den 17. november er der valg til byråd og regionsråd. Jeg kan kun anbefale alle vælgere at gøre brug af deres stemme og dermed være med til at påvirke det lokale og regionale demokrati. Det stærke lokale demokrati er nemlig et særkende for Danmark, som vi bør værne om.
Danmark er det land i Europa, som har decentraliseret flest opgaver fra staten til det lokale styre i kommunerne. Langt de fleste velfærdsopgaver løses på det forvaltningsniveau, der er tættest på borgerne: Kommunerne. Borgerne har én indgang til den offentlige service.
Men demokratiet kan udvikles endnu mere end uddelegering af opgaver til de 98 kommuner, som nu udgør det kommunale landskort efter den store strukturreform. Vi skal arbejde med nærdemokrati og alle gode former for borgerinddragelse. Brugerne er jo dem, der ved, hvor skoen trykker.
Situationen er i dag den, at alle kommuner arbejder engageret med spørgsmålet om nærdemokrati. Men samtidig står det klart, at der i kommunerne er en mærkbar forskel på, hvordan man har valgt at tilrettelægge arbejdet med nærdemokrati. Greve bør her være en foregangskommune.
Jeg vil i Greve byråd arbejde for, at vi i højere grad end hidtil kommer i tæt dialog med brugerne af de kommunale ydelser, således at vi inden for den økonomi, der er til rådighed, rammer brugernes forventninger.
Det er min holdning, at nærdemokratiet, ikke mindst i kølvandet af kommunalreformen, tages meget alvorligt i kommunerne. Vi skal arbejde seriøst med inddragelsen af det civile samfund i kommunernes daglige arbejde såvel som i den mere langsigtede udvikling af kommunen. Er du enig i mine betragtninger, så kan du hjælpe mig med din stemme den 17. november.
Kirsten Stuckert
Byrådsmedlem i Greve (V)
Kandidat ved valget
Kommentarer