Greve skal have Danmarks bedste sundhedscenter
Offenliggjort 25 oktober, 2009
Venstre i Greve ønsker en forstærket indsats for borgernes livskvalitet. Derfor har vi fremsat et forslag om “Danmarks bedste sundhedscenter i Greve.”
Forslaget er en naturlig videreførelse af Greves årelange tradition for at tænke nyt – ikke mindst på de borgervendte serviceområder.
Også når det gælder Greveborgernes berettigede forventninger om en styrkelse af forebyggelse og sundhedsfremme, bør Byrådet imødekomme borgernes ønsker og gøre Greve til en foregangskommune.
Desværre har jeg i det nuværende Byråd oplevet, at ikke alle er fælles om visionen om større livskvalitet og længere levetid for Greves borgere. Det negative flertal har været mere end valne over for Venstres forslag.
Derfor må vælgerne hjælpe os ved kommunalvalget den 17. november. Levetid og livskvalitet i Greve Kommune skal naturligvis være i top. Vi skal modvirke de omsiggribende livsstilssygdomme.
Opgaven kan løses på forskellige måder, men jeg anbefaler varmt Venstres forslag – et forslag, der bygger på en kombination af kommunal opgaveløsning og inddragelse af nye samarbejdspartnere.
Hvem vil vende sig imod, at Greves borgere på et centralt sted i kommunen får adgang til sundhedsfremme og forebyggelse i et center med mange gode, relevante tilbud på området?
Nej, vel. Og Venstres forslag flugter fint med regeringens nye sundhedspakke – en pakke, der i høj grad lægger vægt på kommunernes medansvar for et sundere Danmark og ansvaret for den borgerrettede forebyggelse.
Jeg er enig med regeringen i, at vi i kommunerne har en god mulighed for at påvirke sundheden blandt vores borgere – for eksempel kronisk syge og ældre medicinske patenter. Men vi skal også med målrettede kommunale tilbud holde de raske raske. Det kan et sundhedscenter bidrage til.
Regeringen har meldt ud, at i fremtiden skal kommuner med en effektiv sundhedsfremmende politik belønnes økonomisk. Kommunerne med en laden-stå-til politik skal straffes. Derfor er der ikke alene god livskvalitet, men også god økonomi i at støtte Venstres politik.
Kirsten Stuckert,
Medlem af Greve Byråd (V)
Kandidat ved byrådsvalget
Kommentarer