Højhastighedstog og tung godstrafik skaber nyt støjhelvede i Greve
Offenliggjort 23 oktober, 2009
Toget er kørt”, siger man, når en sag ikke står til at ændre. Og det står nok ikke til at ændre, at et stort flertal i Folketinget har besluttet sig for at brænde 10 milliarder kroner af på en helt ny dobbeltsporet jernbane mellem København og Ringsted via Køge.
Den nye bane, som ventes taget i brug i 2018, vil trække en non-stop-bølge af støj gennem en i forvejen støjplaget Greve Kommune. Døgnets 24 timer vil byde på larmende godstog, brølende højhastighedstog og absolut ikke lydløse regionaltog.
Lad mig blot erindre om følgende udtalelse af tidligere transportminister Flemming Hansen: ”Det står klart, at størstedelen af godstogene og en række hurtige persontog vil blive flyttet fra den nuværende bane til den nye bane (…) Støjgener er nok det største miljøproblem ved jernbanedrift, og det er en styrke ved en ny bane, at den placeres længere fra tæt bebyggede områder. Dermed kan størstedelen af godstrafikken, som er den mest støjende del af togtrafikken, flytte til mindre beboede områder.”
Jo, de borgere i Greve, som kommer til at bo op til banen, vil – når der til sin tid skrues op for togstøjen – med vemod kunne tænke tilbage på de glade dage, da de kunne nøjes med støjplagen fra den trafikbelastede Køge Bugt Motorvej. Hertil kommer, at den nye bane bredt miljømæssigt vil virke som en boksehandske til et blåt øje.
Greve har ikke så meget natur at rutte med, at det opfordrer til misbrug, men ikke desto mindre er der valgt en linjeføring, der totalt spolerer en af kommunens helt nye skove, ligesom den nye bane brutalt vil ødelægge den meget omtalte grønne kile, hvor de harmløse campingvogne hos CampingParkering ikke kunne få lov til at stå.
Ud over markant negative miljøkonsekvenser kan Greves borgere også belave sig på lange bilkøer i anlægsfasen, når der skal bygges nye viadukter og broer for at forbinde de vigtige tværgående veje. Og glem alt om en station i Greve ved Kildebrøndevej. Den vil nemlig koste 535 millioner kroner i anlæg og have et begrænset passagerunderlag.
Der er trods alt grænser for Folketingets ødselhed, selv om pengene sidder løse. Efter min mening burde det udløse det røde kort, at et stort flertal i en tid med gigantiske underskud på statens budget (90 milliarder kroner i år), vælger en tre gange så dyr løsning som den såkaldte udbygningsløsning, nemlig en opgradering af en bestående bane mellem København og Ringsted via Roskilde.
Som jeg konstaterede i indledningen, er toget kørt. Men jeg lover, at arbejde for, at de spendereglade politikere vil blive mødt med en folkelig storm, som gør, at der bruges de nødvendige penge (det bliver dyrt) på miljøforanstaltninger (nedgravning og støjvolde), som kan minimere ulemperne fra en bane, som Greves borgere ingen glæde får af.
Kirsten Stuckert (V)
Medlem af Byrådet i Greve
Kandidat ved byrådsvalget
Kommentarer