Ja til rettidig omhu – nej til overdreven bekymring

Som så mange andre kommuner, står Greve over for store udfordringer i takt med aldringen af befolkningen, men med rettidig omhu og vilje til at prioritere (der er jo ikke råd til alt på en gang) bliver det muligt at tænke i løsninger i stedet for i problemer. Det er min tilgang til tingene.

Den seneste befolkningsprognose med udsigt til vigende indbyggertal frem til 2021 er god anledning til at minde om, at det er vigtigt at forfølge en politik, der tegner billedet af Greve som en attraktiv kommune, der er god at leve og bo i. Vi skal gerne have flere  tilflyttere end fraflyttere.

Befolkningsprognosen er et godt arbejdsredskab, men omvendt skal man heller ikke gå i selvsving og male med den sorte pensel. En prognose er jo netop, som ordet siger en prognose, altså en forudsigelse af et sandsynligt forløb – byggende på en række forudsætninger og forventninger.

At den demografiske udvikling slår igennem i Greve, ligesom i flertallet af landets øvrige kommuner, med færre i den erhvervsaktive alder og flere ældre er ingen nyhed. Den udvikling har vi efterhånden kendt til i flere år.

Mit svar til sortseernes ofte skingre udmeldinger om faldende kommunale indtægter og stigende udgifter er tre ting:

For det første: Befolkningsprognosen er en kvalificeret forudsigelse af et udviklingsforløb frem til 2021, men det er ikke facit for de kommende års udvikling. Mange uventede begivenheder og udviklingsforløb kan indtræffe.

For det andet: Vi kan på den på den relativ korte bane se, hvad der er sket i Greve siden 2002, da kommunen for første gang måtte se en stedse vedvarende stigning i indbyggertallet afløst af et mindre fald.

Nedgangen fortsatte i de to følgende år, men i 2005 kom der et uventet plus. I 2006 et nyt minus, men i 2007 og 2008 igen en, om end beskeden nettotilflytning. Det går op og det går ned, men det går altså ikke altid som hverken præsten eller befolkningsprognosen prædiker.

For det tredje: Vi har som kommunalpolitikere til opgave at dreje på knapperne i det politiske maskinrum, så vi i lyset af udviklingen balancerer det kommunale budget i forhold til virkelighedens verden.

Jeg ser ikke befolkningsprognosen som et problem, men som en udfordring, der kræver fornøden handling – ikke unødig dramatik.

På områder med faldende efterspørgsel efter kommunale ydelser, må der naturligvis justeres ned. Omvendt tror jeg ikke, at det stigende antal ældre vil belaste budgettet med en faktor, der svarer til de hidtidige antagelser.

Det bygger jeg på, at de ældre i dag er langt mere aktive,  friske og rørige end tidligere, og ser vi på indtægtssiden er gode pensionsordninger med til at minimere det kommunale indtægtstab, når folk går fra beskæftigelse til pension.

Hertil kommer, at den såkaldte velfærdsteknologi (automatisering af række opgaver) kun står ved sin begyndelse.

Share on Facebook