Penge, politik og skyggebyråd

Penge, politik og skyggebyråd

Af Kirsten
Offenliggjort 25 oktober, 2009

Fra tidligere kommunalvalg ved jeg, at fagbevægelsen har ydet støtte til socialdemokratiske byrådskandidater her i Greve, bl.a. i form af annoncer, men jeg ved ikke, om støtten har været bundet op på politiske betingelser.

Når tanken melder sig denne gang, skyldes det oplysninger i medierne om, at LO har købt sig indflydelse på politikken i den kommende valgperiode hos venstrefløjspartierne i København, de store provinsbyer og andre kommuner.

Fagbevægelsen har således i København fået Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten til at underskrive en politisk samarbejdsaftale som betingelse for økonomisk støtte og anbefalinger til medlemmerne om at stemme på de tre partier.

I Odense hævder den lokale fagbevægelse tilmed, at det er den, der har skrevet aftalen, som venstrefløjspartierne med Socialdemokraterne i spidsen så har tiltrådt. At det er kommet ud, har ikke bekommet den socialdemokratiske borgmesterkandidat vel.

LO har i aftalen i København bl.a. opnået tilsagn om medbestemmelse i spørgsmålet om udlicitering af kommunale opgaver. Jeg citerer fra aftalen: “Der er enighed om, at udlicitering skal være undtagelsen og ikke reglen, og at opgavevaretagelse inden for kommunale rammer skal prioriteres højere.”

Det er en bemærkelsesværdig binding af kommunalpolitikerne, som fagbevægelsen her køber. Det er absolut ikke i skatteydernes interesse at dreje udliciteringerne tilbage. Flere undersøgelser har netop vist, at kommunerne kan spare store beløb gennem udbud af kommunale opgaver.

I København betaler LO for en stor valgavis. I Odense er der lagt kontanter på bordet. Økonomisk støtte til partier er ikke nyt, men det er ikke tidligere set så tydeligt, at samarbejdsaftaler på denne måde flytter den politiske indflydelse væk fra byrådssalene og ind på fagbevægelsens kontorer.

For mig som en af Venstres byrådskandidater i Greve gælder det, at jeg ikke er købt af nogen. Jeg går til valg på et program for de næste fire år, som vi i Venstre åbent har fremlagt og forpligtet os på. Vi lytter til borgerne og søger hele tiden dialog. Vi tager ansvaret på os. Der er ingen hemmelige dagsordener og aftaler med magtfulde organisationer om penge og politiske bindinger.

Kirsten Stuckert

Medlem af Greve Byråd (V)

Kandidat ved valget

Kommentarer