Politikere skal ikke gemme sig bag embedsmænd

Politikere skal ikke gemme sig bag embedsmænd

Af Kirsten
Offenliggjort 24 oktober, 2009

For nylig kom en undersøgelse fra et institut med det pompøse navn Anvendt Kommunal Forskning (AKF). Med baggrund i interviews med lokalpolitikere om deres rolle som politikere i kommunerne nåede AKF frem til den konklusion, at kommunalpolitikerne må se sig selv kørt ud på et sidespor, mens embedsmændene får mere og mere indflydelse i kommunerne.

Forskydningen af magt og indflydelse fra byrådspolitikere til embedsmænd bliver blandt andet forklaret med kommunalreformen, der gav kommunerne en lang række nye opgaver samtidig med, at antallet af kommuner og kommunalpolitikere blev reduceret kraftigt.

Det ændrede styrkeforhold har vi også oplevet i de sidste fire år i Greve Kommune. Her er det i høj grad embedsmændene, der styrer slagets gang. Men det bør ikke forlede til den fejlagtige antagelse, at det skyldes kommunalreformen eller en uafvendelig udvikling hen imod, at embedsmændene simpelthen bare får større magt på bekostning af byrådspolitikerne. Årsagen er et skræmt byrådsflertals ulyst til at tage ansvar på sig.

Jeg har selv som byrådspolitiker altid været af den opfattelse, at politikerne har fået borgernes mandat til at lægge den politiske linje. Ja, de har ikke alene ret, men også pligt til at gøre det – også når det drejer sig om mindre populære beslutninger. Med andre ord: Politikerne fortæller, hvad de vil. Embedsmændene omsætter politikken i praksis.

Sådan var det naturligvis, da Greve kommune havde en Venstreborgmester. Men med det umage sammenrend af partier efter sidste valg, der kun var enige om en ting, nemlig at gå efter borgmesterpost og formandsposter i udvalgene, har banen været overladt til embedsmændene i en hidtil uhørt grad. Det negative flertal har hverken haft evne eller vilje til selvstændigt at påtage sig politisk ansvar for upopulære, men nødvendige beslutninger i forbindelse med budgetlægningen.

Det negative flertal har indført en ny politisk kultur, hvor man ved budgetlægningen kaster ansvaret fra sig, og lader embedsmændene komme med forslag til besparelser, der vel at mærke først skal udmøntes på et senere tidspunkt – denne gang efter kommunalvalget den 17. november. Den form for politisk lusepusteri kan borgerne i Greve ikke være tjent med. Derfor er det nødvendigt med et nyt flertal, der melder klart ud og påtager sig ansvar. Jeg lover i den kommende valgperiode at arbejde for genopretning af balancen mellem politikere og embedsmænd i Greve Kommune. I andre kommuner føler politikere, at indflydelsen er blevet taget fra dem. I Greve har et skræmt flertal gemt sig bag embedsmændene og foræret indflydelsen bort.

Kirsten Stuckert
Medlem af Byrådet i Greve (V)
Kandidat ved byrådsvalget

Kommentarer