Vælgerne og Venstre på bølgelængde

Vælgerne og Venstre på bølgelængde

Af Kirsten
Offenliggjort 30 oktober, 2009

Byrådsvalget den 17. november er en god anledning til at se nærmere på, hvad vælgerne finder vigtigt og det politiske program, som vi i Venstre i Greve har lagt frem. Flugter det, vi vil i den kommende valgperiode, med vælgernes prioriteringer?

Med tilfredshed kan jeg se, at Venstres valgprogram har ramt inden for skiven.

Folkeskolen og ældreplejen skal være i orden. Vælgerne sætter de to emner allerøverst på deres dagsorden op til kommunalvalget. Det viser en analyse af vælgernes dagsorden, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. 6 ud af 10 danskere erklærer, at både folkeskolen og ældreplejen har meget stor eller stor betydning for, hvor de sætter deres kryds ved valget.

I vores valgprogram sætter vi ambitiøse mål for folkeskolen i Greve. Vi peger på profilskoler med mulighed for udvikling og spændende undervisning – altså mere innovative folkeskoler. Der skal være tale om høj faglighed. Vi vil sørge for, at de fysiske rammer om skolebørnenes hverdag er tip-top. Gode og velholdte bygninger, legepladser og idrætsanlæg. Vi lægger vægt på at skabe de nyeste og mest moderne rammer for børnenes faglige udvikling. Det gør vi blandt andet ved at sætte fokus på IT i undervisningen og ved at anvende den nyeste teknologi som for eksempel Smartboards. Og vi ønsker en så god folkeskole i Greve, at vi kan tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere.

Vi vil satse på dynamisk udvikling af ældreområdet, og vi ønsker fortsat at give vore ældre medborgere valgmuligheder og medindflydelse. Vi vil arbejde for et godt serviceniveau, der modsvarer udfordringerne på området. Venstre i Greve har gennem årene spillet en meget aktiv rolle ved etableringen af velfungerende plejecentre og attraktive ældreboliger. Den linje ønsker vi at videreføre. Den personlige og praktiske hjælp skal indrettes på en sådan måde, at de borgervendte aktiviteter opprioriteres, mens bureaukratiet nedprioriteres. Det er samtidig Venstres holdning, at de mange tilbud skal respektere borgernes forskellige livsformer. De ældre skal opmuntres til at leve efter den livsform, de foretrækker.

Noget overraskende kommer trafik og kollektiv transport ind på en sikker tredjeplads, når vælgerne skal angive, hvad de mener kommunalpolitikerne skal have fokus på under og efter kommunalvalget. 57 procent af danskerne svarer, at trafik og kollektiv transport har meget stor eller stor betydning for, hvor de sætter deres kryds ved det kommende valg. Og godt hver tredje vælger mener, at politikerne bør prioritere trafikken højere efter næste valg.

Her har Venstre i Greve også et stærkt svar. Vi vil arbejde for, at trafikken gennem kommunen afvikles bedst muligt. Vi vil afsætte penge, så veje og stier kan holdes i en forsvarlig stand. Vi vil arbejde for en dæmpning af trafikstøjen. Og Venstre vil arbejde for, at vi får tilstrækkelige parkeringspladser ved vores S-togsstationer, således at det bliver attraktivt at bruge kollektiv trafik.

Men også beskæftigelsespolitik, jobformidling og erhvervsudvikling spiller en central rolle, når vælgerne stemmer. 57 pct. af vælgerne mener, at beskæftigelsespolitikken, spiller en rolle. Hver anden vælger, 49 pct. svarer, at erhvervsudvikling er vigtig.

Er der et område, der har været kendetegnende for Venstres nyskabende politik gennem årene, har det været vores stærke satsning på erhvervsudviklingen i Greve Kommune og vores vedvarende interesse for en aktiv kommunal beskæftigelsespolitik.

Personligt har jeg i årenes løb arbejdet for, at kommunerne fik ansvaret for hele beskæftigelsesindsatsen, som det er sket nu. Og jeg er glad for, at det kommunale jobcenter er kommet rigtigt godt fra start – ikke mindst i en tid, hvor den stigende arbejdsløshed gør opgaven vanskelig.

Vi kan ikke i kommunerne bestemme, hvor mange der bliver arbejdsløse. Det afhænger overordnet set af de internationale og nationale konjunkturer. Men vi har mulighed for at påvirke, hvor længe folk er ledige, og hvad der skal til for at hjælpe folk tilbage i job.

Jo, Venstre er på bølgelængde med vælgerne, og jeg er klar til at leve op til mit politiske motto: SAMMEN GØR VI DET BEDRE….             

Kirsten Stuckert
Medlem af Greve Byråd (V)
Kandidat ved valget

Kommentarer