TAK FOR JERES HÅNDSLAG PÅ VALGDAGEN
Offenliggjort 20 november, 2009
Tak til de vælgere, der med deres stemmeafgivning, afgjorde, at jeg fortsætter som medlem af Venstres gruppe i Greve Byråd. Jeg er taknemmelig for den tillid, som I har vist mig. Og jeg vil efter bedste evne forsøge at leve op til de politiske holdninger og den politik, som jeg har lagt frem under valgkampen, ligesom jeg naturligvis er forpligtet af Venstres valgprogram for den kommende byrådsperiode.
Venstre fik desværre et tab ved valget på ét mandat, men vi er fortsat Greves Største parti – og i de næste fire år gælder det om, at vi gør os fortjent til en sejr på næste valgdag. Flid og ordholdenhed er vejen frem.
Venstre er et liberalt parti. Det betyder, at Greves borgere skal have frihed til at vælge. Frihed til at handle. Frihed til at forme tilværelsen efter individuelle behov. Men friheden bliver kun reel, hvis den udspringer af et samfund, hvor vi har ansvar for hinanden. Hvor vi tager hensyn. Og hvor vi tager hånd om de svageste.
Jeg vil sammen med mine partifæller i byrådet søge det brede samarbejde. De holdbare løsninger. Vi vil tilrettelægge en politik, der gør kommunen attraktiv for borgere og erhvervsliv. Den gode kommunale service skal sikres.
Venstre vil arbejde for en sund og langtidsholdbar økonomi. Vi vil sikre, at borgerne kan leve under gode sociale og sundhedsmæssige forhold.
Vi vil bidrage til en kommune, der lever op til borgernes forventning om en stigende kvalitet i den offentlige service.
Vi vil satse på børnenes trivsel med gode pasningsordninger og en folkeskole, der honorer kravene fra det teknologisk veludviklede samfund, som er en afgørende forudsætning for Danmarks velstand. Vi vil sikre en dynamiske erhvervspolitik, der skaber gode forhold for produktion og beskæftigelse. Der skal gøres en kraftanstrengelse på integrationsområdet – ikke mindst, når det gælder sikringen af et fodfæste på arbejdsmarkedet.
På det sociale område vil vi kombinere den personlige pleje og omsorg med en bred vifte af tilbud og valgmuligheder, som understreger vores respekt for borgernes ret til selv at vælge. Et vigtigt mål er at skabe trygge rammer for fysisk og psykisk handicappede og demente borgere. Vi vil have fokus rettet mod de svage grupper.
Vi vil sikre miljøet og infrastrukturen i kommunen. Vi ønsker et Greve med velholdte veje og offentlige anlæg. Og der er brug for et varieret udbud af boligformer. Greve skal også være et forbillede, når det gælder fritidstilbud og kulturelle tilbud. Idrætten har en stor plads i kommunens liv. Både den og kulturen skal videreudvikles.
Opgaverne må naturligvis løses i rækkefølge og afstemmes efter de økonomiske muligheder. Men i valgsituationen vil jeg altid prioritere de svage, arbejde og uddannelse. Derefter alt det andet. Det bliver der såmænd også råd til. Bare vi opføres os fornuftigt. Som bekendt kommer fremtiden af sig selv. Men det gør fremskridtet ikke. Der fortsat nok at tage fat på. Tak for jeres håndslag på valgdagen.
Kommentarer